top of page

Sunde grænser

  • Bjørg Plougmand
  • for 1 dag siden
  • 6 min læsning

Sunde grænser er vejen til trivsel og livsglæde


At sætte sunde grænser er afgørende for din følelsesmæssige trivsel og din evne til at indgå i nærende relationer med andre.


Visuel metafor for sunde grænser med to personer på hver side af en gul linje

Dine personlige grænser - uanset om de er fysiske, følelsesmæssige eller mentale - fungerer som en beskyttelse af din person.


De hjælper dig med at adskille, hvem du er, dine behov og hvad du tænker og føler, fra andre menneskers. Når du har tydelige grænser, bliver det muligt at udtrykke dig som det unikke menneske, du er, samtidig med at du bevarer respekten for både dig selv og andre.

Hvorfor er grænser vigtige?


Når du har svært ved at sige fra, kan det føre til en række svære udfordringer som vrede, bitterhed, stress, udbrændthed og lavt selvværd. Sunde grænser kan være hele forskellen på en balanceret relation og et drænende - eller ligefrem toksisk - forhold. At passe på dine grænser påvirker din generelle trivsel, og er i virkeligheden en dyb form for egenomsorg.


Det er let at føle sig som et offer for andres manglende respekt eller situationsfornemmelse. Men da vi sjældent kan ændre andre menneskers adfærd, ender det fokus ofte med at øge følelsen af magtesløshed.


Når du i stedet tager ejerskab og øver dig i at kommunikere dine egne behov, værdier og forventninger tydeligt, genvinder du styringen i dit eget liv.


Vi har alle prøvet at stå i en situation, der bagefter efterlod en følelse af ubehag og forkerthed. En situation, hvor vi bevidst eller ubevidst gav køb på egne principper i en sådan grad, at det kunne mærkes i både krop og sind. Ofte sker det, fordi vi føler os pressede til at prioritere andres behov og ønsker på bekostning af vores egne. Det kan være et velovervejet valg i enkelte situationer, men det er afgørende, at du lærer at mærke efter, hvornår der er balance i dynamikken, og hvornår du skal passe på dig selv.


Det lyder simpelt, men det kan være utroligt svært at ændre i praksis. Særligt hvis du bærer på et indlært mønster, hvor du har tilpasset dig andre så længe, at du har mistet fornemmelsen for dig selv.



Har du svært ved at sætte grænser?



Kan du mon genkende nogle af disse tegn?


  • Føler du indimellem, at du har mistet fornemmelsen af, hvem du egentlig er?

  • Har du svært ved at mærke, hvad du selv ønsker eller har behov for?

  • Tilpasser du dig andre i en grad, hvor du handler i konflikt med dine egne værdier og overbevisninger?

  • Oplever du dårlig samvittighed eller skyldfølelse, når du siger fra?

  • Har du en følelse af ofte at blive “tromlet over” eller udnyttet af dine omgivelser? 

  • Står du tit tilbage med en ubehagelig følelse i kroppen uden at have fået sagt fra i tide?


Hvis du kan nikke genkendende til dette, hænger det ofte sammen med, at dine grænser bliver udfordret, eller at det er svært for dig at kommunikere dem på en tydelig og konstruktiv måde. Din følelse af selvværd, selvrespekt og identitet hænger sammen med din evne til at sætte grænser og passe på dig selv. Manglende grænser påvirker dig negativt, og dermed kan du hurtigt blive fanget i en negativ spiral.


Hvor kommer det eftergivende mønster fra?


Der er altid en god grund til, at vi reagerer, som vi gør. Et eftergivende adfærdsmønster udspringer ofte fra opvæksten eller tidligere miljøer, hvor det har været nødvendigt at opfylde andres behov for at blive accepteret, bevare freden eller beskytte sig selv.


På et tidspunkt oplevede du temmelig sikkert, at strategien var hensigtsmæssig, fordi den gav dig en umiddelbar tryghed eller accept. Dog har den på sigt ofte en høj pris i form af lavt selvværd og en indre overbevisning om, at andres behov er vigtigere end dine egne. Det kan gøre det svært overhovedet at mærke, hvad du selv har brug for.


Mange holder sig tilbage, fordi de forbinder grænsesætning med noget negativt: en afvisning eller en konflikt. Du kan som mange andre ende med at sidde med en oplevelse af skyld og skam over at have prioriteret egne behov eller præferencer.


Men sund grænsesætning handler ikke om afvisning eller at være ufleksibel. Det handler om at give dig selv den nødvendige tryghed til at være i verden på en autentisk måde.


Det kan føles uretfærdigt at skulle arbejde med sig selv, når oplevelsen er, at det er andres opførsel, der skaber smerten. Men min erfaring viser, at når du ændrer dit eget reaktionsmønster, ændrer dynamikken i dine relationer sig også positivt. Det skulle gerne mindske magtesløsheden og styrke følelsen af selvbestemmelse over dit eget liv.


Stoplys-metaforen: Lær at mærke dine nuancer


I terapien bruger jeg ofte metaforen om et stoplys til at illustrere, hvordan vores grænser fungerer:


Stoplys-metafor med grøn, gul og rød zone for sund grænsesætning
  • Grøn zone: Alt er fint, du føler dig godt tilpas, og du kan roligt fortsætte.


  • Rød zone: Stop. Din grænse er blevet overskredet, og du mærker ubehag eller intense følelser såsom vrede eller afmagt.


  • Gul zone: Det er her, de subtile signaler viser sig. Kroppen eller sindet signalerer til dig, at du er på vej væk fra den grønne zone. Det er dit biologiske “vær på vagt”-signal.



Mange af os opdager først grænsen, når vi rammer den røde zone med et brag, fordi vi overhører den gule zones advarselssignaler og overskrider egne grænser igen og igen. En vigtig del af arbejdet med grænsesætning er at lære at identificere og lytte til din personlige gule zone. Du skal kunne mærke signalerne for at kunne reagere på dem i tide.


Hvordan kan psykoterapi hos mig hjælpe dig?


Når vi samarbejder, tager jeg altid udgangspunkt i din unikke livshistorie, din nuværende situation og de mål, du har for terapien. De teknikker og værktøjer, vi bruger, vil derfor være skræddersyet nøjagtigt til dig.


Generelt vil vi i et terapiforløb om grænser arbejde med at genoprette kontakten til dine egne behov, værdier og ønsker, så dit fokus flyttes fra andres forventninger og tilbage til dig selv. Du vil lære at kommunikere dine grænser på en konstruktiv måde og øve dig i at tillade dig selv at tilgodese dine behov - helt uden at føle skyld eller skulle forsvare dem. Derved giver du dig selv lov til at bestemme, hvad du vil tillade af dig selv og andre, således du kan leve et liv, der stemmer overens med dine værdier.


Andre måder grænser kan udfordre på


Relationer og grænser er komplekse, og vi kan have vidt forskellige udfordringer med dem. Udover at have svært ved at sige fra, kan problemer med grænsesætning også komme til udtryk på andre måder.


Nogle kan have svært ved at aflæse andres grænser i en sådan grad, at det skaber gnidninger i relationerne. Det kan tage mange former, og kan ske i bedste mening - for eksempel ved at du forsøger at løse eller overtage ansvaret for andre menneskers udfordringer baseret på forkerte formodninger. Hvis du ofte oplever at føle dig misforstået, og at der er en uoverensstemmelse mellem dine gode intentioner og den reaktion, du modtager, kan det være et tegn på, at du har svært ved at læse andres behov og grænser.


Andre igen oplever at være rigide og kompromisløse i forhold til deres egne behov, i en sådan grad at det bliver svært at komme tæt på andre mennesker, eller koster dyrebare relationer. Det kan være et forsøg på at passe på dig selv og skabe tryghed, som har taget overhånd i sådan en grad, hvor der ikke længere er tale om en sund grænsesætning.


Uanset hvor dine udfordringer ligger, og hvis du ønsker hjælp til at være tro mod dig selv og forstå dine egne eller andres grænser, hjælper jeg dig gerne med at finde den bedste vej frem for dig




Praktisk information


Beliggenhed Sessionerne foregår på Vodroffsvej 61 på Frederiksberg. Jeg tilbyder også walk and talk-terapi i nærområdet eller online sessioner.


Sprog Jeg tilbyder terapi på både dansk og engelsk..


Har du spørgsmål? Det er vigtigt, at du føler dig tryg. Derfor er du altid velkommen til at booke en gratis og uforpligtende 25-minutters online forsamtale. Her kan vi hilse på hinanden, og du kan finde ud af, om jeg er den rette terapeut for dig.



Ønsker du støtte til at sætte sunde grænser?


Du er velkommen til at booke en gratis og uforpligtende 25-minutters online forsamtale, hvis du ønsker støtte til grænser, relationer eller egenomsorg.


Bjørg Plougmand, psykoterapeut på Frederiksberg i København



Referencer


Cloud, H. & Townsend, J. (1992), Boundaries, Grand Rapids, Michigan: Zondervan

Hereford, Z., Healthy Personal Boundaries & How to Establish Them, Essential LifeSkills

Kairns, D. M. (1992), Protect yourself: set boundaries, Academic OneFile

Katherine, A. (2000), Where to Draw the Line: How to Set Healthy Boundaries, New York, Ny: Fireside

McKie, L. & Cunningham-Burley, S. (2005): Families in Societies: Boundaries and Relationships, Bristol, UK: The Policy Press Whitfield, C.L (1993), Boundaries and Relationships: Knowing, Protecting and Enjoying the Self, Deerfield, FL: Health Communication, Inc.


Compass Psychotherapy Logo

KONTAKT

Vodroffsvej 61, 1. sal  
1900 Frederiksberg  
Danmark

 

contact@compass-psychotherapy.com  
+45 53 53 42 20

 

Online samtaler tilbydes  
Jeg arbejder på engelsk og dansk

  • LinkedIn
  • Facebook
  • Instagram

MEDLEMSKABER

  • Dansk Psykoterapeutforening, MPF

  • APACS Certificeret Master Practitioner, Association of Psychotherapists and Counsellors (Singapore)

  • SAC Klinisk Medlem, Singapore Association for Counselling

Dansk-psykoterapeutforeningen-logo.png
APACS-logo.png
SAC-logo.png

© 2026 Compass Psychotherapy & Counselling | Alle rettigheder forbeholdes

bottom of page